LIFT - projekt mod ensomhed
Alt for mange unge føler sig svært ensomme. Hvis ensomheden bider sig fast, kan den have store konsekvenser for den enkelte og for samfundet. LIFT-projektet vil sikre, at unge, der føler sig svært ensomme, bliver fundet og får tilbudt den rette hjælp.
Gennem de seneste 10 år er andelen af ensomme unge i Danmark steget markant. I dag sidder der i en gennemsnitlig gymnasieklasse tre unge mennesker, der kæmper med svær ensomhed. Vi ved fra forskning, at svær ensomhed kan gå hårdt ud over både helbred og livskvalitet og derfor kan trække lange spor ind i de unges voksne liv.
Den udvikling ønsker LIFT-projektet at vende ved at
- Opspore unge, der føler sig ensomme, men som ikke selv opsøger hjælp
- Guide de unge videre til et relevant tilbud eller fællesskab
- Hjælpe de unge over i varige fællesskaber og bidrage til, at de etablerede fritidsfællesskaber bliver bedre til at rumme de unge, der føler sig ensomme.
LIFT-projektet udrulles af Mary Fonden sammen med Esbjerg, Ballerup og Vejle kommuner i samarbejde med lokale frivilligcentre, Ventilen, DGI, DEFACTUM og Dansk Center for Mindfulness ved Aarhus Universitet.
LIFT i Vejle
Vi samarbejder med lokale uddannelsesinstitutioner og kommunale ungeindsatser, hvor unge bliver tilbudt digital opsporing.
Vi samarbejder med:
- Campus Vejle
- FGU
- Jocenteret
- Rosborg Gymnasium
- Ungdomscenter Vejle
- SOSU-skolen
- STU
Derudover er vi i gang med at uddanne fagpersoner i, hvordan naturen kan øge trivslen og styrke fællesskaber.
Mød vores LIFT-vejledere
Fakta om LIFT og ensomhed
-
Fakta om LIFT
Projektet følger den unge gennem tre spor: Opsporing -> hjælp og støtte -> tilknytning til varige fællesskaber.
- Opsporing af alle danske unge
I samarbejde med landets førende ensomhedsforskere udvikles der i LIFT et valideret opsporingsværktøj, der består af ni spørgsmål, der screener unge for ensomhed. Unge i aldersgruppen 16-20 år vil blive præsenteret for de ni spørgsmål på deres ungdomsuddannelse eller i den kommunale ungeindsats. Unge, der viser tegn på svær ensomhed, vil blive tilbudt hjælp og støtte. - Interventioner og mindfulness
Unge, der oplever svær ensomhed, er lige så forskellige som andre unge. Der findes derfor ikke én type afhjælpende tilbud, der passer alle. Projektet samler derfor alle typer af relevant hjælp. Den unge vil sammen med sin vejleder finde frem til den rette hjælp og støtte fx mentorforløb, mindfulness eller gruppeforløb med ligesindede. - Varige fællesskaber
Når den unge er klar, hjælpes den unge videre ud i varige fællesskaber eller relationer i fx forenings- eller idrætsliv. Dette kan også ske samtidig med, at den unge går i et afhjælpende tilbud. De etablerede fællesskaber understøttes i at blive bedre til at rumme de unge, der føler sig ensomme, samt i at skabe inkluderende fællesskaber.
- Opsporing af alle danske unge
-
Fakta om ensomhed
- 22 % af unge 16-24-årige føler sig alvorligt ensomme – andelen er størst hos unge kvinder
- 600.000 danskere i alderen 16 år og opefter oplever alvorlig ensomhed – svarende til 12,4 % af befolkningen
- Kortvarig ensomhed er helt almindeligt og ufarligt
- Langvarig ensomhed bevirker en stresstilstand i kroppen, som påvirker både fysisk sundhed og trivsel. Unge, der føler sig svært ensomme over længere tid, har bl.a. forhøjet risiko for depression, forhøjet blodtryk og søvnforstyrrelser
- Ensomhed er en følelse og afhænger af den enkeltes sociale behov – det handler mere om kvaliteten af ens relationer end om antallet
- Personer, der føler sig svært ensomme, lever i gennemsnit seks måneder kortere end personer, der ikke oplever svær ensomhed
-
Andre tilbud til unge - se den Sociale Vejleviser
H.M. Dronning Marys tale i forbindelse med lancering af LIFT
Den 10. januar 2023 kunne H.M. Dronning Marys fond lancere det nye ensomhedsprojekt LIFT.