LIFT - projekt mod ensomhed

Et nyt projekt fra Mary Fonden skal opspore unge, som føler sig svært ensomme og tilbyde dem forskellige former for hjælp. Og vi er med.

Alt for mange unge føler sig svært ensomme. Hvis ensomheden bider sig fast, kan den have store konsekvenser for den enkelte og for samfundet. Mary Fonden har derfor sat sig i spidsen for et nyt og omfattende initiativ, der skal sikre, at unge, der føler sig svært ensomme, bliver fundet og får tilbudt den rette hjælp.

Om LIFT-projektet

Gennem de seneste 10 år er andelen af unge i Danmark, der oplever ensomhed, steget markant. I dag sidder der i en gennemsnitlig gymnasieklasse tre unge mennesker, der kæmper med svær ensomhed. Vi ved fra forskning at svær ensomhed kan gå hårdt ud over både helbred og livskvalitet og kan derfor risikere at trække lange spor ind i de unges voksne liv.

For at komme ensomhed blandt unge til livs har Mary Fonden taget teten til et nyt og ambitiøst initiativ, der går helhedsorienteret til værks. Som det første skridt skal initiativet sikre, at de unge, der føler sig ensomme, men som ikke selv opsøger hjælp, bliver fundet.

Dernæst skal de unge guides videre til et relevant tilbud eller fællesskab alt efter, hvad den enkelte unge har brug for. Sidst men ikke mindst skal initiativet hjælpe de unge over i varige fællesskaber og bidrage til, at de etablerede fritidsfællesskaber bliver bedre til at rumme de unge, der føler sig ensomme.

Alle kan få brug for et lift

Initiativet har fået navnet Lift og skal i første omgang afprøves og udrulles i tre kommuner - Esbjerg, Ballerup og Vejle i samarbejde med lokale frivilligcentre, Ventilen, DGI, DEFACTUM og Dansk Center for Mindfulness ved Aarhus Universitet.

Lift-projektet kører i 3,5 år.